30.11.2019

Ny nøgle til pigsvampe

Der ligger nu en ny nøgle til pigsvampe til download på Google-drevet: her – men det er stadig ikke let at bestemme pigsvampe.

Slægten pigsvamp (Hydnum) er eksploderet fra to til mindst elleve arter i Europa, hvoraf indtil videre hele ni er kendt fra Danmark. I øjeblikket forsøger vi at forstå disse, men bliver ustandselig overraskede, når vi sender materiale til sekvensering, og der er ingen tvivl om, at nøglen kan forbedres efterhånden som vi får den afprøvet. For bare nogenlunde sikker bestemmelse skal man kende sporemålene og sporefaconen.

Også blandt arterne med ornamenterede sporer er der sket store forandringer, idet slægten duftpigsvamp (Bankera) er slået sammen med slægten læderpigsvamp (Phellodon). Desuden er de fleste af arterne i slægten kødpigsvamp (Sarcodon) flyttet over i slægten korkpigsvamp (Hydnellum). Nøglens danske navne for de omplacerede arter er stadig midlertidige og afventer godkendelse af Svampeforeningens navneudvalg på udvalgets næste møde i starten af januar.

25.11.2019

Validering af fund - nyheder

Lanceringen af vores svampeatlas app medførte et stort ryk-ind af nye brugere på Svampeatlas. Det er vi glade for, men det er også en udfordring med mange nye brugere og fund der skal tjekkes og valideres. For at synliggøre det meget store arbejde mange af jer gør med at validere andres fund har vi lavet en ny brugerstatisk "mest aktive validator" https://svampe.databasen.org/competitions/validatoractivity,

Her kan man blandt andet se at Thomas Læssøe har valideret mere end 8000 fund, mens Thomas Kehlet har rundet de 4000 valideringer. Tak for en stor indsats!

For at lette valideringsarbejdet har vi lavet en ny funktionalitet der gør det muligt nemt at vælge et højere niveau for bestemmelsen (fx slægt eller familie) for en svamp der ikke umiddelbart kan bestemmes til art ud fra de foreliggende oplysninger. Samtidigt kommer der en standardtekst i mikroforum: "Fundet kan ikke artsbestemmes sikkert udfra de indlagte data."

Det kan handle om et uskarpt foto, hvor man ikke kan se lameller, gamle ubestemmelige frugtlegemer eller simpelthen at man har fat i en artsgruppe der er meget vanskelig at artsbestemme, fx slørhatte. Hvis man har brug for en uddybning kan man altid skrive en kommentar i mikroforum, så vi kan give gode råd til næste gang.

På vegne af atlasgruppen
Jacob Heilmann-Clausen


18.10.2019

Så er vores svampe-atlas app færdig!

Det er med meget stor fornøjelse at vi nu kan lancere vores ny svampeatlas app for både android og iOS telefoner og tablets. App'en er udviklet over det sidste års tid af Emil Lind i samarbejde med os i atlasgruppen. De kan hentes gratis her:



Appen er udviklet til at være nem at bruge i felten, som mobil svampebog med autosmatisk billedgenkendelse og til at lægge fund ind i Svampeatlas. Standard-funktionerne er som følger:

1. Svampebog: Giver adgang til alle artsbeskrivelser i Svampeatlas, men indeholder desuden en grundpakke med de mest almindelige danske svampe til offline brug, så man nemt kan læse om disse uden internetadgang, Man kan tilføje yderligere arter til offline-brug ved at fremsøge dem når man har internetadgang og swipe dem til venstre på skærmen. 

2. Navneforslag: Samme funtionalitet som på svampeatlas, hvor man får forslag til hvilken svamp man har fundet på baggrund af automatisk billedgenkendelse. Listen over forslag leder videre til svampebogen, hvor man kan læse mere om de enkelte forslag

3. I nærheden: Viser hvilke svampe der er fundet i nærheden og som er lagt ind i Danmarks Svampeatlas, Som udgangspunkt vises fund gjort det sidste år indenfor en radius af 1 km, men man kan udvide øgeradius til 5 km og perioden til 8 år. Man kan klikke sig ind på de enkelte fund og læse nærmere

4. Nyt fund: Her kan indmelde nye fund. Hvis man starter med at tage et foto aktiveres den automatiske billedgenkendelse og man får bud på hvilken svamp man har fotograferet. Hvis man ved hvad man har fundet kan man starte med at vælge sin art uden at tage et billede. Så slipper man for forslag og kan stadig tilføje et foto som dokumentation.

5. Min side: Her får man en oversigt over de svampefund man har bidraget med til Danmarks Svampeatlas, ligesom man får oversigt over fund med nye kommentarer, bestemmeler mv. ligesom på web-versionen. Man kan bidrage med kommentarer i kommentarfeltet, men endnu ikke komme med nye bestemmelsesforslag mv 

Funktion 1-3 er tilgængelige for alle uden log-in, mens funktion 4 og 5 kræver at man er logget ind som bruger af Danmarks Svampeatlas. Når man er logget ind kan man gå direkte fra Navneforslag til indlemding af et nyt fund i svampeatlas

Appen er ligesom resten af Svampeatlas lavet med støtte af Aage V. Jensens Naturfond i et samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum, Mycokey og Svampeforeningen. De mange artsbeskrivelser i atlas er lavet med støtte fra 15 Juni fonden

Vi håber I vil tage godt mod appen, og glæder os til jeres feedback, så vi har mulighed for at viderudvikle den som et endnu bedre værktøj. Skriv gerne en email direkte til undertegnede på jheilmann-clausen@snm.ku.dk

På vegne af atlasgruppen 
Jacob Heilmann-Clausen

04.10.2019

Nye nøgler klar til brug

Så er de første atlasnøgler der passer til de nye bestemmelses-hjul klar til test! Du finder dem her: https://drive.google.com/drive/folders/1CwkuHbRhjKs78rvB3knurhXS-Z6-6ByY

Alle nøglerne er foreløbige, så der kan forekomme slagfejl, forkerte henvisninger og andre mærkværdigheder.

Vi hører meget gerne om dine erfaringer med at bruge nøglerne, ligesom vi modtager kommenterede PDF'er med indikation af uklare punkiter, stavefejl mv. Send kommentarer mv. direkte til forfatteren (nævnt i nøglehovedet) eller til undertegnede (jheilmann-Clausen@snm.ku.dk)

mvh Atlasgruppen

09.09.2019

Breaking - Svampeatlas nu i luften med automatisk billedgenkendelse!


Vi er super glade for at byde velkommen til vores beta-version af automatisk billedgenkendelse på Svampeatlas. Systemet er udviklet af Milan Šulc og Professor Jiri Matas fra det Tjekkiske Tekniske Universitet (CTU) i Prag, Lukáš Picek fra University of West Bohemia (UWB) i Tjekkiet og Danmarks Svampeatlas. Systemet er baseret på kunstig intelligens og er trænet med alle de fotos I har bidraget med til Svampeatlasset. De teknisk nysgerrige kan blive klogere her.
 
Bemærk at systemet skal bruges med endnu mere kritisk sans end din svampebog. Så spis aldrig svampe bare fordi systemet foreslår at du har fundet en spisesvamp, uden at søge hjælp fra svampekyndige mennesker. Systemet kan således ikke se hvilken del af dit foto der repræsenterer selve svampen, og hvad der er baggrund. Det kan af og til give sjove resultater, hvis du fx fotografer en vedboende svamp hjemme på græsplænen.

Vi glæder os til at høre hvad du synes om systemet – så kom gerne med feedback – så vi kan lave det endnu bedre i fremtiden.

Mvh atlasgruppen

28.08.2019

Gråbrun skærmhat søges

Gråbrun skærmhat (Pluteus cinereofuscus) blev oprindelig beskrevet af den Danske mykolog Jakob E. Lange. Det har nu vist sig at navnet har været anvendt på adskillige biologiske arter i Europa, og at vi derfor skal have styr på præcis hvilken art der bør hedde Pluteus cinereofuscus. Derfor søger vi gode indsamlinger af arten, helst fra Danske løvskove, meget gerne Fynske bøgeskove og optimalt fra Fruens Bøge i Odense. Det var nemlig herfra arten blev beskrevet baseret på en indsamling gjort den 9 september 1895 - se http://www.daim.snm.ku.dk/Flora-Agaricina-Danica-details-dk?FAD=71g

Den oprindelig tavle viser en slank og elegant skærmhat, med hvid silkefibret stok, og en grå, lidt mørkpuklet hat, og det fremgår at den voksede i dybt bøgeløv. Egnede indsamlinger bør matche disse kriterier så vidt som muligt, hvilket faktisk ikke er tilfældet med ret mange af de fund som ligger på svampeatlas: https://svampe.databasen.org/taxon/18892

Finder du noget som passer, så læg fundet på svampeatlas, og tør med det samme hele indsamlingen i tørreaaparatet, i en solbeskinnet vindueskarm eller på anden passende vis. Men det er vigtigt at svampene ikke bliver for varme, idet temperaturer over ca 40 grader kan ødelægge DNA.

Send dernæst meget gerne en e-mail til jheilmann-clausen@snm.ku.dk eller tag mig på fundet inde i svampeatlas (tast @jhc i forum)


23.08.2019

Adgang til atlasnøgler og bestemmelseshjul

Vi har netop oprettet en åben mappe i google drive, hvor vores atlasnøgler kan findes sammen med bestemmelseshjul fra den netop publicerede Nordeuropas Svampe. Lige nu findes alle bestemmelshjul tilgængelige i en samlet PDF fil, mens atlasnøglerne ligger i nogle ikke helt opdaterede versioner fordelt på fire PDF filer. Vi vil snart begynde at lægge opdaterede bestemmelsesnøgler op, så hold øje med siden løbende. Vi modtager meget gerne input til nøglerne, både i form af generelle kommentarer, specifikke rettelser og gode forslag. Send en mail til den nøgleansvarlige forfatter, eller skriv dine kommentarer på et printout, som vi kan få ved lejlighed, eller per brev.

Du finder nøgler og hjul her:
https://drive.google.com/drive/folders/1CwkuHbRhjKs78rvB3knurhXS-Z6-6ByY

mvh

Jacob - jheilmann-clausen@snm.ku.dk
Jens - jehshp@icloud.com
Thomas - thomasl@bio.ku.dk
Tobias - tobiasgf@bio.ku.dk

19.08.2019

Nu kommer svampene

Kombinationen af sommervarme i Juli, og rigelig regn i August har for alvor sat gang i svampene mange steder i landet - og vi håber på mange gode fund derude fra! Husk at dokumentere jeres fund med gode fotos - så er chancen for at få dem bestemt korrekt meget større.

Ud over det helt banale med at tage skarpe og velbelyste fotos handler det om:


  • At få både unge og gamle frugtlegemer med på foto (hvis muligt)
  • At vise både hat, lameller og evt. slør. læg gerne et par svampe ned - både unge og gamle
  • At fotografere i medlys (ikke modlys) og skygge for direkte sollys, fx med sin egen krop
  • Handler det om rørhatte eller slørhatte, er det et must med et gennemskåret yngre eksemplar, så man kan se farvereaktioner, orange korn i stokbasis mv. Gennemskær frugtlegemet på langs, så stokbasis er synlig!


Mange moderne mobiltelefoner tager glimrende fotos, hvis man er lidt omhyggelig, men man kommer naturligvis længst med et godt kamera på stativ og lange lukketider

Finder men noget som ser spændende og ukendt ud, så gem gerne frugtlegemerne i en æske eller pose i køleskabet. Måske er der behov for et såkaldt belæg, som består af tørrede frugtlegemer som kan vise mikroskopiske karakterer. Tørring kan alt efter svampens størrelse foregår i en solbeskinnet vindueskarm, over en radiator eller i et særligt tørreapparat. Tør aldrig svampe med høj varme (over ca 40-50 grader) da det ødelægger DNA

mvh Atlasgruppen

20.06.2019

Græsplænesvampene boomer

Sommevarme med hyppige tordenbyger er opskriften på en supersæson for græsplænesvampe. Mest hyppig er høsletsvamp og elledans-bruskhat, men man kan også finde en perlerække af andre små grå, hvide og brune hatsvampe, ikke mindst blækhatte, keglehatte, glanshatte, hjulhatte og rødblade. De færreste kan bestemmes sikkert til art uden mikroskop, men alle er til gengæld gavmilde under mikroskopet med stor variation af mikrokarakterer. Så er mikoskopet blevet lidt støvet er det bare om at komme ud at samle - bedst i morgentimerne, hvor blækhatte og kelehatte ikke er tørret ud

13.03.2019

Vindere af årets atlaskonkurrencer

Vi har haft en ret hektisk tid overnpå Svampedagen og lanceringen af atlasbogen. Derfor har vi slet ikke fået meldt ud hvem der vandt årets atlaskonkurrencer for deres indsats i 2018. Det råder vi hermed bod på:

Årets Slider (flest fund indlagt): Tom Smidth
Årets Hitjæger (flest fund af rødslistede arter i nye 10 x 10 km kvadrater): Erik Arnfred Thomsen
Årets Højdespringer (flest nye arter på personlig liste): Arturo Vilas
Årets fornyer (flest fund af nye arter for samtlige 10 x 10 km kvadrater): Susanne Rabenborg
Årets mobilrapportør (flest fund indlagt på mobile enheder): Jan Riis-Hansen
Årets arkivar (flest gamle fund indlagt): Ulrik Søchting

Sidst men ikke mindst blev Thomas Kehlets fund af blågrøn dansehat (https://svampe.databasen.org/observations/9331887) kåret som årets bedste svampefund i skarp konkuuernce med Jens Maarbjergs fund af barometerstjerne

Alle vinderne har vundet et diplom og et gavekort på 500 KR til køb af svampebøger hos Svampetryk





15.02.2019

Reception for bogen om Danmarks Svampeatlas

Efter fire års arbejde har vi nu fornøjelsen af at præsentere bogen om Danmarks Svampeatlas. Det sker i forbindelse med den årlige Svampedag, men man er velkommen til blot at komme forbi til receptionen, for at hilse på, se bogen og fejre udgivelsen sammen med os. Både svampedag og reception holdes i Geologisk Museums foredragssal Øster Voldgade 5-7 1350 København K

25.01.2019

Afstemning om årets fund 2018


Kære alle,

Efter en nomineringsproces i facebookgruppen Svampeliv (annonceret i svampeatlas-bloggen) er tiden nu kommet til den egentlige afstemning om årets svampefund 2018!

I alt 12 svampefund er nomineret, og det er nu op til alle jer at afgøre hvilket fund der var det mest spektakulære, fede eller vigtige i 2018. Feltet indeholder flere nye danske arter - fra de mere spektakulære som rødgul rørhat, barometerstjerne og blågrøn dansehat til de mere uanseelige som huesvampen Mycena corynephora. Desuden er der fund af meget hotte arter som priksvamp, safrangul pragtporesvamp, æblepig og kandelabersvamp fra nye landsdele. Alle fund er gjort af mænd! Så enten er dette ikke en konkurrence for kvinder, eller også har vi nogle gode svampefund at se frem til her i 2019.

Regler: alle aktive rapportører på Svampeatlas har ti stemmer at gøre godt med. Man bestemmer helt selv om man vil give alle stemmer til ét fund, eller fordele dem på op til 10 fund (halve stemmer tillades ikke!). Afstemningen er åben til midnat fredag den 8/2, og selve kåringen sker på Svampedagen 23/2 i København. Vi ser frem til jeres stemmer!

Afstemningen er hemmelig og sker ved at sende en email med jeres stemmer til undertegnede (jheilmann-clausen@snm.ku.dk)

Mange hilsner, på vegne af Danmarks Svampeatlas
Jacob


1) Bredbladet Huesvamp (Mycena latifolia), DMS-9334011, fundet af Thomas Bech ved Hostrup Strand. Kun fjerde fund i DK og så helt fra Vestkysten - ikke set i 15 år.

2) huesvampen Mycena corynephora, der blev fundet af Thomas Læssøe ved traktørstedet Gjorslev Bøgeskov - eftersøgt i over 30 år - ny DK. DMS-9324763

3) Coprinopsis vermiculifer - DMS-9322384. Fundet af Erik Arnfred Thomsen ved Sigsgårdsmark. Ny DK og generalisten over dem alle med en global udbredelse

4) Blågrøn dansehat (Pholiotina aeruginosa) DMS-9331887 - ny DK, og ret lækker! Fundet af Thomas Kehlet ved Fløjstrup strand syd for Århus.

5) Rødgul rørhat (Rubroboletus rhodoxanthus) DMS-9334136 - første komfirmede fund af denne fætter til djævlerørhat. Fundet af Morten Christensen i Kollund Skov tæt ved grænsen til Tyskland

6) Safrangul pragtporesvamp (Aurantiporus croceus) DMS-9319238 - Vildt at denne art kunne findes et nyt sted, og så på kendte jagtmarker i Filosofgangen ved Sorø. Fundet af Kristian Graubæk under inventering af eremitter (store biller)

7) Dadellædersvamp (Porostereum spadiceum) - står som uddød på rødlisten men nu genfundet på Lolland af Jørgen Mikkelsen, Thomas Læssøe og Ole Sparre Pedersen, DMS-9342465

8) Æblepig (Sarcodontia crocea) - super flot barksvamp kun kendt fra en lokalitet men nu fra helt ny egn (Samsø) DMS-9321890. Fundet af Thomas Læssøe

9) Kandelabersvamp (Artomyces pyxidatus) DMS-9329276, fundet af Ebbe Kristensen i Rådmandshaven, Næstved - ellers kun kendt fra få fund i Vendsyssel

10) Barometerstjerne (Astraeus hygrometricus) DMS-9337026 - ny for Danmark, og en super fed art. Fundet af Jens Maarbjerg i Addit Skov

11) Stor priksvamp (Poronia-punctata) DMS-9353495 fra Tibirke - ikke set på Sjælland siden 1964, men nu genfundet af Ole Martin

12) Violetbrun bækbæger (Pachyella violaceonigra) - superflot sag - ny for DK -DMS-9318237. Fundet af Rasmus Riis Hansen og Tue Rønhave Laursen ved Allerød Sø