09.09.2019

Breaking - Svampeatlas nu i luften med automatisk billedgenkendelse!


Vi er super glade for at byde velkommen til vores beta-version af automatisk billedgenkendelse på Svampeatlas. Systemet er udviklet af Milan Šulc og Professor Jiri Matas fra det Tjekkiske Tekniske Universitet (CTU) i Prag, Lukáš Picek fra University of West Bohemia (UWB) i Tjekkiet og Danmarks Svampeatlas. Systemet er baseret på kunstig intelligens og er trænet med alle de fotos I har bidraget med til Svampeatlasset. De teknisk nysgerrige kan blive klogere her.
 
Bemærk at systemet skal bruges med endnu mere kritisk sans end din svampebog. Så spis aldrig svampe bare fordi systemet foreslår at du har fundet en spisesvamp, uden at søge hjælp fra svampekyndige mennesker. Systemet kan således ikke se hvilken del af dit foto der repræsenterer selve svampen, og hvad der er baggrund. Det kan af og til give sjove resultater, hvis du fx fotografer en vedboende svamp hjemme på græsplænen.

Vi glæder os til at høre hvad du synes om systemet – så kom gerne med feedback – så vi kan lave det endnu bedre i fremtiden.

Mvh atlasgruppen