30.11.2019

Ny nøgle til pigsvampe

Der ligger nu en ny nøgle til pigsvampe til download på Google-drevet: her – men det er stadig ikke let at bestemme pigsvampe.

Slægten pigsvamp (Hydnum) er eksploderet fra to til mindst elleve arter i Europa, hvoraf indtil videre hele ni er kendt fra Danmark. I øjeblikket forsøger vi at forstå disse, men bliver ustandselig overraskede, når vi sender materiale til sekvensering, og der er ingen tvivl om, at nøglen kan forbedres efterhånden som vi får den afprøvet. For bare nogenlunde sikker bestemmelse skal man kende sporemålene og sporefaconen.

Også blandt arterne med ornamenterede sporer er der sket store forandringer, idet slægten duftpigsvamp (Bankera) er slået sammen med slægten læderpigsvamp (Phellodon). Desuden er de fleste af arterne i slægten kødpigsvamp (Sarcodon) flyttet over i slægten korkpigsvamp (Hydnellum). Nøglens danske navne for de omplacerede arter er stadig midlertidige og afventer godkendelse af Svampeforeningens navneudvalg på udvalgets næste møde i starten af januar.

25.11.2019

Validering af fund - nyheder

Lanceringen af vores svampeatlas app medførte et stort ryk-ind af nye brugere på Svampeatlas. Det er vi glade for, men det er også en udfordring med mange nye brugere og fund der skal tjekkes og valideres. For at synliggøre det meget store arbejde mange af jer gør med at validere andres fund har vi lavet en ny brugerstatisk "mest aktive validator" https://svampe.databasen.org/competitions/validatoractivity,

Her kan man blandt andet se at Thomas Læssøe har valideret mere end 8000 fund, mens Thomas Kehlet har rundet de 4000 valideringer. Tak for en stor indsats!

For at lette valideringsarbejdet har vi lavet en ny funktionalitet der gør det muligt nemt at vælge et højere niveau for bestemmelsen (fx slægt eller familie) for en svamp der ikke umiddelbart kan bestemmes til art ud fra de foreliggende oplysninger. Samtidigt kommer der en standardtekst i mikroforum: "Fundet kan ikke artsbestemmes sikkert udfra de indlagte data."

Det kan handle om et uskarpt foto, hvor man ikke kan se lameller, gamle ubestemmelige frugtlegemer eller simpelthen at man har fat i en artsgruppe der er meget vanskelig at artsbestemme, fx slørhatte. Hvis man har brug for en uddybning kan man altid skrive en kommentar i mikroforum, så vi kan give gode råd til næste gang.

På vegne af atlasgruppen
Jacob Heilmann-Clausen