20.01.2020

Nøgle til bævresvampe

Så er der publiceret en ny nøgle til bævresvampe. Bævresvampe er her defineret efter „Nordeuropas svampe“som arter af basidiesvampe hvor sporerne spirer til sekundære sporer og hvor mange arter har underlige basidier. Mange arter danner tillige gelatinøse frugtlegemer (dem vi almindeligvis erkender som bævresvampe), men der er også talrige arter, som er resupinate eller som slet ikke danner frugtlegemer.

Der har i årevis manglet en samlet oversigt over gruppen, og det har derfor været meget vanskeligt at bestemme materiale af underlige bævresvampe. Derfor har vi et meget dårligt overblik over, hvilke arter, der findes i Danmark og som konsekvens heraf har vi i denne nye nøgle medtaget alle arter, vi har kunnet finde angivet fra tempereret Europa. Nøglen medtager således omkring 265 arter hvoraf hele 80 optræder som parasitter på eller i andre svampe (inkl. laver).

Der er i de senere år lavet en del molekylære studier i denne svampegruppe, og dette har ført splitning af en del artskomplekser resulterende i mange dårligt kendte og stort set ensudseende arter – så forvent ikke at alle ender af nøglen virker . . .

Jacob, Thomas og Jens

08.01.2020

Nominering af årets svampefund 2019

Et nyt år er startet ud i tåge og finregn og det er blevet tid til at nominere sidste års mest spændende svampefund. Det er en kær gammel tradition i Danmarks Svampeatlas, og både nye og gamle bidragydere opfordres til at være med på spøgen. Som sædvanlig starter vi med en nominerings-runde som løber frem til 17 Januar, hvorefter der åbnes op for stemmeafgivelse (mere herom senere). Kun fund der er indlagt i Danmarks Svampeatlas kan nomineres, og hver person kan nominere op til tre fund hver, inklusiv egne fund. Man kan nominere fund ved at sende en email til mig (jheilmann-clausen@snm.ku.dk), eller ved at gå ind i Svampeliv på facebook (søg på "Årets fund").