12.09.2022

Opdatering af svampeatlas app.

I denne uge lanceres en ny version af Svampeatlas appen (version 2), og denne gang med ganske væsentlige ændringer og forbedringer. Mest væsentligt er: 1) Ændret indberetningsflow. Vi har byttet om på rækkefølgen når man opretter et nyt fund, så man starter med lokalitet, dernæst vælger habitat, substrat og vært for til sidst at vælge art. Ændringen skyldes først og fremmest at vi snart vil lancere en ny forbedret version af vores billedgenkendelses AI, som vil give bedre artsforslag baseret på data om habitat og substrat. Ønsker du fremover at starte med at få et artsforslag kan du stadig bruge funktionen navneforslag i sidemenuen.
2) Mulighed for at låse lokalitetnavn og koordinater. Vi har gjort det muligt at låse lokalitetsnavn og eventuelt også fund-koordinater, hvis man indberetter mange fund fra den samme lokalitet, eller fra et enkelt hotspot. Dermed kan man spare tid og batteri i felten og samtidigt få mere konsistente lokalitetsnavne på dine fund. Funktionen kan nulstilles manuelt eller automatisk efter en time.
3) Forenkling af notesbogfunktion. Vi har nu opdateret notesbogfunktionen så den ikke kan anvende AI til artsbestemmelse eller søge efter lokalitetsnavne når du opretter nye noter. Du kan stadig vælge artsnavne fra din artsliste på telefonen og tilføje metadata, men AI og valg af lokalitet aktiveres først når du åbner fundet fra notesbogen igen for at redigere det inden du oploader det til Svampeatlas. Formålet med ændringen er at spare tid og batteri i felten, så du udelukkende kan koncentrere dig om at oprette svampefund. Koordinater kobles enten til de foto du tilføjer i notesbogen eller din placering når en ny fundnote oprettes uden foto. Husk derfor at tage fotos eller oprette noter lige der hvor din svamp er fundet.
Derudover er der gennemført en række mindre forbedringer og bug fixes. Man kan igen søge arter ved hjælp af 3 + 3 koder (fx ama mus for Amanita muscaria), ligesom billedvisning på artspræsentationer er forbedret.
Den nye version er allerede ude til Android, og kommer senere i dag til Apple. Vi håber de vil fungere perfekt, men oplever i bugs så hører vi gerne om det. I løbet af ret kort tid lancerer vi en version 2.1. med forbedret billedgenkendelse. Den glæder vi os til!
ADVARSEL: Ved opdatering af app-versionen slettes alle fund i notesbogen, så sørg for at få uploades alle fund inden du opdaterer appen (eller inden den gør det automatisk)

04.09.2022

Svampe til sekvensering

Ligesom sidste sæson modtager vi gerne gode svampeindsamlinger til sekvensering. Målet er dels at forbedre vores viden om Danmarks svampe, dels at gøre det kommende nøgleværk til Danmarks basidiessvampe så godt som muligt. Derfor er vi i særlig grad interesserede i indsamlinger som ikke blot er godt dokumenteret (gode fotos og noter), men som også er forsøgt nøglet (med større eller mindre held) til mindre velkendte arter med vores atlasnøgler. Det gælder ikke mindst slørhatte, hjelmhatte, munkehatte, tragthatte, gråblade, fluesvampe, kratvokshatte, skærmhatte, champignoner, støvbolde, skørhatte, slimslør, pigsvampe, kødpigsvampe, læderpigsvampe, poresvampe og koralsvampe hvor vi har særligt gode erfaringer for at få spændende og brugbare navne på vores sekvenserede indsamlinger. Andre slægter og artsgrupper er også værd at samle til sekvens, men mest når det drejer sig om særligt gode og velfotograferede indsamlinger, eller særligt spektakulære arter.

Ud ovre de nævnte grupper er vi meget intersserete i ALLE de veldokumenterede indsamlinger af trævlhatte I kan levere, selvom vi endnu ikke har en testbar nøgle klar. Her er noter om tilstedeværelse af slør (både i hatkant og som såkaldt velipellis på hatmidten), fnug på stok (lub), lugt og farvereaktioner særligt vigtige - ud over gode og skarpe fotos naturligvis!

Rødbladede mangler også stadig en testbar nøgle, men her er vi noget længere ift at forstå hvilke arter der findes i Danmark, så her er det ikke alt vi er interesseret i. Afvendt gerne respons fra os i atlasgruppen.

mvh atlasgruppen

02.09.2022

Reviderede nøgler til lamelsvampe og rørhatte

Nu da svampesæsonen står og lurer lige ude bag en gunstig vejrudsigt har vi opdateret nøglerne til (de fleste) lamelsvampe og til rørhattene. Så har du en vanskelig svamp (eller vil du blot være sikker på din bestemmelse i stedet for at gætte), så hent fluks en nøgle fra hjemmesiden: her (vore smertens børn rødbladene, trævlhattene og slørhattene er dog desværre endnu ikke lavet).

I løbet af de næste uger følger reviderede udgaver af resten af basidiesvampene :-)