30.05.2016

Velkommen til Svampeatlas 2.0 beta

Kære aktive på Danmarks Svampeatlas

I atlasgruppen har vi længe set frem til at lancere vores nye atlasportal, og nu er den her – klar til at I kan melde jeres svampefund ind. Adressen hedder fortsat www.svampeatlas.dk
Layoutet er helt nyt, og funktionaliteten er på flere måder anderledes end på den gamle portal. Det skal nok skabe lidt frustrationer, men vi håber I hurtigt lærer det nye system at kende og bliver glade for det. Som en introduktion kan vi anbefale denne lille video, der viser hvordan man kommer i gang: http://quick.as/xw4zcbzvx

Samtidig skal vi gøre opmærksom på at det er en beta-version af atlasportalen der godt kan have mærkelige udfald, og som ikke har implementeret en masse af de spændende funktioner som vi har planlagt skal være en del af den nye portal, og som er omtalt bl.a. i Svampe. De kommer henad vejen! Allerede nu er der dog flere nye funktioner og features som vi håber I vil synes om:

·         Ved login ser man en kavalkade af de mest spændende fund fra de seneste dage eller uger, afhængigt af hvor meget der er gang i svampene og jer
·         Systemet virker nu på mobile enheder fx mobilen. Det vil sige at man kan lægge fund ind i felten, og også søge fund nær din aktuelle lokalitet og anvende GPS´en i din mobile enhed til automatisk angivelse af fundkoordinater. Bemærk, at der ikke er tale om en egentlig mobil-app og at funktionaliteten godt kan være lidt tung på nuværende tidspunkt
·         Billeder skal ikke længere tilpasses/beskæres af brugeren - det sørger systemet for.
·         Man kan selv redigere sine brugeroplysninger, fx opdatere sin email-adresse eller ændre password. Det sker via ”Profil” linket nederst til venstre efter at man har logget ind. Her kan man også vælge at knytte sin svampeatlasprofil til sin facebook profil så man kan logge ind den vej.
·         Det er muligt at foretage kombinerede søgninger, fx: en fremsøgning af alle fund af Alm. Kantarel, Karl Johan, Stor Trompetsvamp og Foranderlig skælhat indenfor en lokalitet eller et tegnet polygon.
·         Det er muligt at vælge flere forskellige baggrundskort, via symbolet i øverste højre hjørne af kortet i kortvisninger.
·         Fund vises nu som hierarkiske cirkler, og kun som enkelt-fund når man kommer tæt nok på, eller hvis der er meget få fund af arten. Det er med til øge søge-hastigheden markant. 
·         Der er nu muligt at lægge udenlandske/grønlandske/færøske fund ind – se nærmere her: http://quick.as/yznxs8noz.
·         Håndtering af synonymer er markant forbedret ved både indlæg og fremsøgning af fund. Samtidigt er taxonbasen tættere knyttet til fundbasen så ændringer slår igennem omgående og giver en mere dynamisk taxonliste.
·         Man kan vælge en engelsk sprogversion.

Bemærk at vi endnu ikke har designet en ny arts-visningsside, men at den gamle portal stad „søg efter danske arter“.

Vi håber I vil tage godt imod det nye system og kan bære over med at det kan drille lidt i starten. Hvis I har brug for hjælp eller har gode forslag til forbedringer opfordrer vi til at I bruger svampeatlassets facebook-side https://svampeatlasnyheder.blogspot.dk  eller kommunikerer via atlasprojektets blog https://svampeatlasnyheder.blogspot.dk. Vi vil gøre vores bedste for at være online her, men ellers opfordres I til at hjælpe hinanden med at få systemet til at køre.

Velkommen til Svampeatlas 2.0 beta

Vh Atlasgruppen, alias Tobias Frøslev, Thomas Stjernegaard Jeppsen, Thomas Læssøe, Jens H. Petersen og Jacob Heilmann-Clausen

02.05.2016

Svampeatlas lukkes ned for indlæg af svampefund 17-30 maj

Igennem det sidste år har især Thomas Stjernegaard Jeppesen arbejdet ihærdigt med databaserne bag Danmarks Svampatlas. Meget er sket i det skjulte, men nu varer det ikke længe før vi går i luften med første version af Danmarks Svampeatlas 2.0. I den forbindelse bliver vi desværre nødt til at lukke helt ned for adgangen til at registrere svampefund i en periode på to uger, fra 17-30. Maj. Det sker for at sikre at data flyttes korrekt fra den gamle til den nye database, og for at vi kan teste systemet ordentlig inden de kommer ud i fri brug. Vi går derfor muligvis glip af de første mykorrhizasvampe, men glæder os samtidigt til at lancere den nye og forbedrede portal til indlæg af svampefund 1. Juni

I første omgang vil der ikke være markante ændringer i forhold til den kendre måde at registrere svampefund på, bortset fra at bl.a. foto-upload vil foregå meget nemmere. Men på lidt længere sigt glæder vi os til at introducere en række nye funktioner, der gradvist men fundamentalt vil ændre den måde vi registrerer og validerer svampefund på i Danmarks Svampeatlas.

vh Jens, Thomas x 2, Tobias og jacob

20.01.2016

Bestemmelseshjul

For de der gerne vil have et overblik over svamperiget og som aldrig er kommet overens med MycoKey, er der nu en ny mulighed: bestemmelseshjul. Hjulene giver et intuitivt overblik over svampegrupper, uden at det er nødvendigt at lære at bruge et særligt computerprogram som MycoKey. Hjulene bliver lagt på atlasprojektets hjemmeside efterhånden som de bliver færdige. I sidste ende bliver de en del af en bog hos Gyldendal, læs mere her.



06.09.2015

Ny version af MycoKey

Så er MycoKey version 4.1 i luften og MycoKey skulle hermed være kompatibel med Windows 8 og 10.

Hvis du allerede har version 4.0 skal du bare hente den nye version fra MycoKeys download side. Har du ikke MycoKey eller har du en tidligere version kan du hente vores 14-dages prøveversion samme sted. Du kan så teste om programmet kører på din computer inden du evt. køber en licens for at låse bl.a. adgangen til Funga Nordica nøglerne op.

MycoKey 4.1 er mest en kompatibilitets-opgradering, men den indeholder også de nyeste versioner af atlasøglerne samt enkelte nye fotos. Desuden forbedrer vi hele tiden karakterkodningen, så version 4.1 skulle gerne fungere bedre end nugensinde tidligere :-)

01.09.2015

Opdateret skørhattenøgle

Efter en fin østjysk temaaften om skørhatte ligger der nu en opdateret skørhattenøgle til download her. Den er blevet bedre hvert år, siden dens kim engang i 1988, men perfekt bliver den nok aldrig . . .

22.08.2015

Revideret champignonnøgle

Det er lige blevet lettere at bestemme champignoner. Eller rettere: Det er nu så umuligt at bestemme champignoner, at vi er nødt til at forsimple vores tilgang til en klart ukorrekt men i det mindste nogenlunde funktionel tilgang.

Problemet er Sanchez og de molekylære data. I 2013 udkom Snachez's Agaricus bind 2 i serien Fungi Europaei. Dette bind handlede om de gulnende champignoner (karbol-, dværg- og agerchampignonerne) og i modsætning til i bind 1 om de rødmende arter, brugte forfatteren nu sekvens-data til at finde ud af hvilke arter, der fandtes i Europa. Resultatet var, at der fandtes mange – rigtig mange – og at der ikke var overensstemmelse mellem de morfologiske karakterer og DNA-resultaterne. Overhovedet ikke! Det er derfor idag ikke muligt at bestemme disse (mikro-) arter uden DNA-sekvenser og den eneste vej for praktisk udnøgling synes at være at træde baglæns og indføre et antal "i bred forstand/sensu lato-arter" i nøglerne.

Situationen bliver yderligere kompliceret af at vi ikke ved hvilke arter vi skal forvente i vores del af Europa og at det også er mere end uklart hvordan de gamle navne skal fortolkes. Det ser helt håbløst ud med Dværgchampignonerne (som indtil videre står stort set uændret i nøglen), hvorimod det logiske skridt i agerchampignonerne er lidt klarere: at slå gulhvid og skiveknoldet champignon sammen til gulhvid champignon (Agaricus sylvicola) og at slå ager- og fnugfodet champignon sammen til ager-champignon (A. arvensis). Hermed kan man nu bestemme disse to taxa uden at måle sporer, etc. :-)

Processen er imidlertid langt fra forbi, og måske fremtiden vil byde på en bedre forståelse af de svært forståelige molekylære data og en bedre morfologisk tilgang til champignonerne. Det lykkedes trods alt ved rørhattene.

Den reviderede nøgle kan hentes her.

10.08.2015

Rørhattekaos

Slægten rørhat har i atlassammenhæng hidtil heddet Boletus. Andre har længe delt slægten i to Boletus og Xerocomus, men i atlasset har vi ventet, for det var åbenlyst, at hvis Boletus skulle splittes skulle den splittes i mange slægter, hvis man ville afspejle de enkelte rørhattegruppers slægtskabsforhold. I Nuhn et al. (2013) findes der allersidst i artiklen et strålende oversigtstræ, hvoraf det fremgår, hvordan rørhattene falder i mange men heldigvis nogenlunde forståelige grupper.

Siden denne artikel blev publiceret, er der virkelig kommet gang i splitterierne, og idag har stort set alle artiklens grupper status af slægter. Vi har derfor nu taget springet og indført de nye slægter i Svampeatlas-systemet: Butyriboletus, Caloboletus, Cyanoboletus, Hemileccinum, Hortiboletus, Imleria, Imperator, Neoboletus, Pseudoboletus, Rubroboletus, Suillellus, Xerocomellus og Xerocomus. Kun Karl Johan-gruppens arter hedder stadig Boletus.

Heldigvis har vi ikke pillet ved de danske navne, så man kan stadig finde alle sine gammelkendte rørhatte ved at søge på dansk. Og når vi får det nye website op og køre en gang næste år, vil man også kunne søge på synonymerne.

I sammenhæng med et større bogprojekt har Thomas Læssøe og undertegnede udarbejdet en oversigt over rørhattene med de nye navne samt med midlertidige, uofficielle navne for de nye grupper. 






Oversigten kan I hente her.
Der er også en opdateret atlasnøgle her.