23.02.2017

Nye og opdaterede bestemmelseshjul

Så er vinterens nye og reviderede hjul uploadet her. Der er både nye hjul til bugsvampene samt opdateringerne af resten af basidiesvampene uden lameller.



Der er også kommet mere realistiske sidetal på hjulene, fx stinksvampene, der nu ligger på side 1224 i det kommende værk.



Nu skal vi lige have layoutet sæksvampene (til side 1700), skrevet teksterne, samlet det hele, korrekturlæst og oversat til engelsk – så er vi trykklare :-)

08.02.2017

Flere arter med beskrivelse, forvekslingsmuligheder mm.

I en fælles indsats mellem Svampeatlas og Jens og Thomas' bogsatsning for Gyldendal (se her) produceres der i øjeblikket tekster til over 2000 danske arter i svampeatlas.

Allerede nu er der tekster til over 1200 arter og der skrives nye i en stadig strøm. Særlig afsnittet om forvekslingsmuligheder bør være interessant for brugerne af atlasset, idet vi her forsøger at give en kritisk bedømmelse af de problemer med som bestemmer står overfor.

Find teksterne enten via linket "Danske arter" fra indtastningsportalen eller fra forsidens link "Søg efter danske arter". Vi håber at blive færdig med første gennemskrivning til sommer.

20.01.2017

nedlukning mandag d. 23 jan grundet softwareopdatering

serveren lukker ned i tidsrummet 9-13 mandag d. 23 da Thomas SJ lige skal have opdateret diverse sager :-)

25.10.2016

Anvendelse af brugerfotos i artspræsentationer


Som I forhåbentligt har lagt mærke til har vi udviklet nye artssider i Danmarks Svampeatlas (fremsøges her: http://svampe.databasen.org/checklist/ tjek fx: http://svampe.databasen.org/taxon/44084).

På artssiden vises et hovedbillede af arten (typisk fra Mycokey), et udbredelseskort, stolpediagrammer over fænologi, værtsvalg mv, samt samtlige indlagte dokumentationsfoto der repræsenterer arten baseret på de godkendte fund som I har lagt ind. Snart kommer der også en kort beskrivelse samt hints om forvekslingsmuligheder for mange arter, således at svampeatlasset for alvor kan fungere som en virtuel hjælp til svampebestemmelsen, med vildt mange fotos (pt over 65.000!).


For en del arter mangler vi egne gode fotos som vi kan bruge som hovedfoto, men ofte ligger der flotte og egnede fotos fra jer brugere. Dem vil vi gerne have lov til at bruge som hovedfotos, men da dette går ud over projektet rettigheder (jf http://www.svampeatlas.dk/disclaimer.html) vil vi hermed spørge om lov til en sådan brug. Hvis du IKKE ønsker at vi bruger dine fotos som hovedfoto af konkrete svampearter skal du intet foretagende. Ønsker du derimod at dine fotos kan anvendes som hovedfotos så send en email til jheilmann-clausen@snm.ku.dk

15.09.2016

Opdaterede nøgler

I dag har vi opdateret mange af atlasnøglerne. Der er mange små opdateringer men enkelte nøgler er også grundliggende omarbejdet. I finder nøglerne ved at søge slægten frem via MycoKey derefter åbne emnet "Nøgler" og klikke på den ønskede nøgle.

19.08.2016

Nyt søgemodul og nye muligheder for indlæg af fund i svampeatlasset

Så er der sket endnu en større opdatering af Svampeatlas 2.0. Først og fremmest er søgemulighederne udvidet markent, men der er også sket ændringer i hvordan man kan indlægge fund. Det hele gennemgås nedenfor:

Ny søgeformular
Vi har oprettet en ny og udvidet søgeformular som er opdelt i hele syv temaer: 
1) Art/taxon
2) Geografi
3) Tid (med mange muligheder for at vælge perioder både for fund of indlægsdato) 
4) Økologi
5) Personer
6) Fundegenskaber 
7) Forum
Disse temaer kan kombineres som man ønsker det, fx kan man søge på alle fund af vokshatte med kommentarer gjort indefor de sidste 30 dage, eller alle fund af ssørhatte gjort af Tobias Guldberg Frøslev i 2012. Er man intersseret i at se alle fund af en bestemt art, kan man naturligvis nøjes med at udfylde artsnavnet, og tilsvarende kan man vælge simple søgninger der tager det hele med også i de andre temaer. Vi håber I vil tage vel mod systemet: Der ligger en hjælpefil med screendumps på facebook: https://www.facebook.com/groups/svampeatlas/permalink/10154445124923522/

Databasenumre
Tidligere blev alle fund vist med initialer og årstal, fx jhc2015-345455. Dette er umiddelbart meget praktisk, da man nemt kan se årstal og finder udfra databasenummeret, men indebærer også nogle uheldige issue rent databasemæssigt. Af samme årsag har forskrivelsen "fx jhc2015" aldrig været en reel del af databasenummeret. Til gengæld har vi mangler en unik forskrift der viser at databasenummeret kommer fra atlasdatabasen. Det har vi taget konsekvensen af og tilføjet forskriften "DMS" (Danish Mycological Society) til alle fund i basen, mens initialer og dato er fjernet og i stedet vises i særskilte felter. Man kan dog stadig søge på sine gamle numre, inklusiv initialer og årstal, hvis man synes det giver mening at indtaste disse informationer  

Nye muligheder ved indlæg af fund:
1) Tidligere skulle man aktivt vælge om man ville bruge dansk eller latinsk navn ved indlæg af fund, eller måske de særligt nørdede 3 + 3 koder. Det er ikke længere nødvendigt og systemet regner selv ud om man vil indlægge rød fluesvamp som "rød f", "musc", "ama mus" . Man kan også vælge slægter uden udtrykkeligt at bede om det, hvis man fx vil indlægge en ubestemt skørhat. Men hvis man vil indlægge fund på højere taxonomisk niveau, fx en ubestemt poresvamp, skal man stadig tilvælge denne mulighed aktivt 

2) Fremsøgningen af  arter, værtsorganismer og lokaliteter er gjort "intelligent" således at de hyppigst brugte ligger øverst i dropdown listerne (f.eks. kommer Eg over Ege-bregne).

3) Vi har gjort skellet mellem indrapportører og findere mere tydeligt. Et fund kan kun have én rapportør (dvs den person der lægger fundet ind), og vedkommende skal være en registreret bruger. Til gengæld kan finderen jo være forskellig fra rapportøren, og ofte kan der være mere end én finder på en fælles svampetur.  Rapportøren kan allerede ved oprettelsen indtaste flere findere end sig selv. Hvis du opdager at rapportøren har glemt at sætte dig på som finder kan du åbne fundet og klikke på det lille “person-plus” ikon. Så bliver du sat på som medfinder. Skulle du omvendt fejlagtigt figurere som finder på et fund du ikke kender til, kan du i stedet anvende det tilsvarende lille “person-slet” ikon til at “hoppe af” fundet. Når I har været i felten med en anden behøver I altså ikke begge at indlægge fundet for at det kan tælles på jeres artslister. Faktisk vil vi stærkt anbefale at I fremover ikke dobbelt-indlægger fund. Det er nu også muligt at indsende fund med findere som ikke er registreret i vores system, fx naboer eller venner som ikke er på svampeatlas, eller f.eks. fund der kommer ind på en udstilling eller en svampetur. Man skriver stadig navnet på finderen (eller fx "ukendt turdeltager") i finder-feltet men der vil så ikke komme forslag op i dropdownlisten. Det er vigtigt at man trykker ENTER når navnet er skrevet til ende så der kommer et gråt “skilt” med findernavnet - ellers kan man ikke sende det ind. Fund indlagt med findere som ikke er valgt fra systemets liste kommer ikke til at tælle i jeres artslister - men selvfølgelig stadig på listen over fund hvor I har rapportøransvar. Se hjælpefil med screendumps på https://www.facebook.com/groups/svampeatlas/permalink/10154445112068522/ og/eller hjælpevideo her: http://quick.as/o0jrtdbzk
Vi arbejder på at der også kan tilføjes flere bestemmere, men dette er en anelse mere indviklet rent datahånteringsmæssigt, og vil først komme til i en senere version

4) Det er nu muligt at "klone" fund (via symbol i topbjælken til højre i fundvisning). Dette kan være aktuelt hvis man opdager at den pind man har samlet med en poresvamp faktisk også huser en spændende kernesvamp. Kloner man et fund kopieres samtlige fundoplysninger, så man skal være omhyggelig med at ændre artsnavn, bestemmer mv, hvis det er aktuelt.

5) Udvidet værtssøgning, fx ved inlæg af udenlandske svampe. Hvis man nu har været i Grønland og fundet arktisk skælrørhat med Dværg-birk (Betula nana), eller i Italien og set en fed rørhat under  Sten-eg (Quercus ilex) kan disse værter fremsøges ved at vælge "udvidet vørtsøgning" i menuen (tre prikker over hinanden) i det øverste højre hjørne. Se i øvrigt ny hjælpevideo her: http://quick.as/yznxs8noz

Vi håber at I tager vel imod de nye fuktioner, og er naturligvis stadig meget interesseret i input via facebook - https://www.facebook.com/groups/svampeatlas/ eller per email

vh Atlasgruppen





15.08.2016

Svampeatlas lukkes for service onsdag (17/8) 9-13

På grund af forskellige opdateringer og tests er der ikke adgang til Svampeatlas tre timer på onsdag. Vi håber at være oppe at køre igen kl 13.
vh Atlasgruppen