30.03.2017

Svampeatlas offline fra kl 23 i aften til fredag kl 12 pga opgradering

Fra i aften torsdag d. 30.3 kl 23 og til i morgen fredag d. 31.3 kl 12 vil svampeatlas være offline. Der kommer en opdatering i morgen som kræver en større data-processering som køres i nat.

27.03.2017

Svampeatlas - nu med interaktiv validering

Som nogle af jer sikkert har bemærjet, har vi I løbet af de sidste to uger lanceret et helt nyt koncept for fund-validering i Danmarks svampeatlas, hvor alle brugere kan give deres besyv med. Det har været et stort arbejde at udvikle systemet, og vi har været meget spændte på hvordan det ville fungere i praksis. Den sidste uge har vist at systemet - sagt på godt jysk - fungerer rimelig godt, selvom der endnu er nogle mærkværdigheder at rette op på. Og flere kommer sikkert til efterhånden som vi lærer systemet bedre at kende.

I det gamle system var alle arter kodet med krav til validering: Nogle arter gik glat igennem uden krav til dokumentation, mens andre krævede fotos, beskrivelser, eller at man sendte tørret materiale til tjek hos en af eksperterne i projektet. Det sidste var et levn fra det gamle Svampeatlas (som kørte i perioden 2009-13), hvor vi havde ressurcer til at tjekke tusindvis af tørrede svampe. I det nye system får en bestemmelse automatisk en sandsynligheds-score på mellem 1 og 100 baseret på artens sjældenhed og forekomstmønster, samt brugerens erfaring med den aktuelle art og artsgruppe. Siden kan andre brugere erklære sig enige i den foreslåede bestemmelse, og dermed øge sandsynlighedsscoren, eller de kan komme med et alternativt bud på en bestemmelse. Man kan også selv komme med alternative forslag til bestemmelse af egne fund. I det nye system kan hvert enkelt fund med andre ord have flere konkurrende bestemmelser med hver sin sandsynlighed. Ved listevinsning på atlasportalen viser vi den bestemmelse der har den højeste sandsynlighedsscore med 1-3 stjerner:

*** Godkendt (score over 80)
** Sandsynlig (score mellem 50 og 80)
* Forslag (score mellem 1 og 50)

Hvis der findes alternative forslag til bestemmelser kan de ses, hvis man åbner det enkelte fund.

Med det nye system har vi ophævet det hårde skel mellem eksperter og brugere, og gjort valideringsprocessen interaktivt. Alle brugere kan deltage som validatorer baseret på deres erfaring, som dokumenteret ud fra godkendte fund i Svampeatlas. Vi har opdelt de danske svampe i over 100 pragmatiske grupper (eksempler er vokshatte m.fl., hatdannede poresvampe og køllesvampe), og en ihærdig bruger kan hurtigt blive ekspert i sin egen ynglingsgruppe af svampe. Vi er endnu ikke helt færdige med at definere disse grupper, især udenfor basidiesvampene, men de vil snart kunne fremsøges i atlasset. Vi har dog bibeholdt ekspertrollen foreløbigt, så vi er stadig en lille gruppe af eksperter der kan trumfe en bestemmelse igennem, fx hvis der er tale om en ny art for Danmark, stor kontrovers eller hvor systemet endnu ikke fungerer efter hensigten. En bestemmelse der er valideret på denne måde er fremhævet med et lille mikroskop, fremfor med en til tre stjerner

En hjælpevideo til det nye system kan findes her: http://quick.as/bp7qtngeg
og en mere detaljeret beskrivelse af beregingskonceptet kan læses her: https://svampe.databasen.org/validation

Vi håber I vil tage godt imod det nye system - husk at spørgsmål med fordel kan stilles i vores facebook gruppe - https://www.facebook.com/groups/svampeatlas/?fref=ts, eller som svar til dette blog-indlæg

mvh Atlasgruppen (Tobias Guldberg Frøslev Jacob Heilmann-Clausen, Thomas Stjernegaard Jeppesen, Thomas Læssøe og Jens H. Petersen)

15.03.2017

Atlasbasen lukkes i morgen 9-15

I forbindelse med en større opdatering af vores databaser og software lukkes svampeatlas for indlæg og søgning af fund i morgen mellem 9-15. Vi glæder os til at komme online igen, forhåbentligt med forbedret funktionalitet

23.02.2017

Nye og opdaterede bestemmelseshjul

Så er vinterens nye og reviderede hjul uploadet her. Der er både nye hjul til bugsvampene samt opdateringerne af resten af basidiesvampene uden lameller.



Der er også kommet mere realistiske sidetal på hjulene, fx stinksvampene, der nu ligger på side 1224 i det kommende værk.



Nu skal vi lige have layoutet sæksvampene (til side 1700), skrevet teksterne, samlet det hele, korrekturlæst og oversat til engelsk – så er vi trykklare :-)

08.02.2017

Flere arter med beskrivelse, forvekslingsmuligheder mm.

I en fælles indsats mellem Svampeatlas og Jens og Thomas' bogsatsning for Gyldendal (se her) produceres der i øjeblikket tekster til over 2000 danske arter i svampeatlas.

Allerede nu er der tekster til over 1200 arter og der skrives nye i en stadig strøm. Særlig afsnittet om forvekslingsmuligheder bør være interessant for brugerne af atlasset, idet vi her forsøger at give en kritisk bedømmelse af de problemer med som bestemmer står overfor.

Find teksterne enten via linket "Danske arter" fra indtastningsportalen eller fra forsidens link "Søg efter danske arter". Vi håber at blive færdig med første gennemskrivning til sommer.

20.01.2017

nedlukning mandag d. 23 jan grundet softwareopdatering

serveren lukker ned i tidsrummet 9-13 mandag d. 23 da Thomas SJ lige skal have opdateret diverse sager :-)

25.10.2016

Anvendelse af brugerfotos i artspræsentationer


Som I forhåbentligt har lagt mærke til har vi udviklet nye artssider i Danmarks Svampeatlas (fremsøges her: http://svampe.databasen.org/checklist/ tjek fx: http://svampe.databasen.org/taxon/44084).

På artssiden vises et hovedbillede af arten (typisk fra Mycokey), et udbredelseskort, stolpediagrammer over fænologi, værtsvalg mv, samt samtlige indlagte dokumentationsfoto der repræsenterer arten baseret på de godkendte fund som I har lagt ind. Snart kommer der også en kort beskrivelse samt hints om forvekslingsmuligheder for mange arter, således at svampeatlasset for alvor kan fungere som en virtuel hjælp til svampebestemmelsen, med vildt mange fotos (pt over 65.000!).


For en del arter mangler vi egne gode fotos som vi kan bruge som hovedfoto, men ofte ligger der flotte og egnede fotos fra jer brugere. Dem vil vi gerne have lov til at bruge som hovedfotos, men da dette går ud over projektet rettigheder (jf http://www.svampeatlas.dk/disclaimer.html) vil vi hermed spørge om lov til en sådan brug. Hvis du IKKE ønsker at vi bruger dine fotos som hovedfoto af konkrete svampearter skal du intet foretagende. Ønsker du derimod at dine fotos kan anvendes som hovedfotos så send en email til jheilmann-clausen@snm.ku.dk