29.12.2018

Årets svampefund 2018

Nu hvor året rinder ud i tåge og finregn er det blevet tid til at nominere årets mest spændende svampefund. Det er en kær gammel tradition i Danmarks Svampeatlas, og både nye og gamle bidragydere opfordres til at være med på spøgen. Som sædvanlig starter vi med en nominerings-runde som løber frem til 15 Januar, hvorefter der åbnes op for stemmeafgivelse (mere herom senere). Kun fund der er indlagt i Danmarks Svampeatlas kan nomineres, og hver person kan nominere op til tre fund hver, inklusiv egne fund. Man kan nominere fund ved at sende en email til mig (jheilmann-clausen@snm.ku.dk), eller ved at gå ind i Svampeliv på facebook (søg på "Årets fund"). Foreløbig er følgende fund nomineret:



Rødgul rørhat (Rubroboletus rhodoxanthus) DMS-9334136 - første komfirmede fund af denne fætter til djævlerørhat

Blågrøn dansehat (Pholiotina aeruginosa) DMS-9331887 - ny DK, og ret lækker!
Tilføjet af Tue Rønhave Laursen

Safrangul pragtporesvamp (Aurantiporus croceus) DMS-9319238 - Vildt at denne art kunne findes et nyt sted, og så på egne gamle jagtmarker

lædersvampen Porostereum spadiceum - står som uddød på rødlisten men genfundet på Lolland DMS-9342465

Æblepig (Sarcodontia crocea) - super flot barksvamp kun kendt fra en lokalitet men nu fra helt ny egn (Samsø)

bægersvampen Pachyella violaceonigra - superflot sag - ny for DK -DMS-9318237

huesvampen Mycena-corynephora, der blev fundet ved traktørstedet Gjorslev Bøgeskov - eftersøgt i over 30 år - ny DK. DMS-9324763

27.12.2018

POPPELHÆNGEØRE - ER DEN VIRKELIG SÅ SJÆLDEN I JYLLAND?

Hej kære svamperapportører og godt nytår

Kan det være sandt at poppelhængeøre stort set kun forekommer spredt i det allerøstligste Jylland? I øjeblikket rapporteres den livligt fra Sjælland, så hvad med at gå ud på en frisk nytårstur længere vest og syd på i Jylland? Find et poppelhegn og check nyligt nedfaldne grene og fastsiddende grene, der kan nås, evt. med kikkert. Den sidder mest på ret tynde barkklædte grene men kan forekomme på ved. Udover poppel kan den også træffes på pil.

God jagt

Thomas

11.12.2018

Vores alle sammens krusblad

Kære alle I flittige atlasfolk.
Vi er nu kommet dertil hvor jeg synes at vi skal holde op med at lægge billeder op af krusblad. De blokerer forsiden og det er der jo ingen grund til. Det vil nok ikke komme som nogen overraskelse, at arten skifter status i den kommende rødliste, og I kan nok gætte til hvad. I skal selvfølgelig blive ved med at lægge fund ind af krusblad, men undlad billeddokumentation med mindre I er lidt tvivl om bestemmelsen.

Det er jo nu tid til at finde flere nye lokaliteter for okkerblad hvad nogen af jer allerede har gjort og I det hele taget er der stadig meget at komme efter derude. Og man jo også altid dykke ned i arkiverne hvad nogen også er i fuld gang med.

Fortsat god jagt

Thomas

10.10.2018

test af valideringssystem mv


Vi har i atlasgruppen besluttet at køre en lille testcase af vores valideringssystem + kommende system for automatisk billedgenkendelse. Vi har bemærket at du tager ganske gode feltbilleder af svampe så derfor håber vi du vil deltage.

·         Det vi forventer er ganske enkelt at du på dine kommende ture i naturen vil registrere 10 svampefund på helt vanlig vis, og sørge for at tørre belægsmateriale som du derefter overdrager til os i atlasgruppen (ikke noget der haster – bare det sker senest på Svampedagen 2019). Derudover gælder følgende helt simple regler:
·         Det er vigtigt at de 10 udvalgte svampefund er typiske for hvad du registrerer i atlas. Det vil sige at der meget gerne må være en blanding af arter du kender, arter du er mere usikker på og helt ukendte svampe. Du skal således hverken gå efter rariteterne, eller de helt velkendte arter, men fx gå efter de første 10 pæne svampeforekomster du møder på din næste tur
·         Det er vigtigt at der er tale om pæne indsamlinger som du har taget gode fotos af, som du typisk vil gøre det til dokumentationsbrug. Hvis der er tale om hatsvampe må du meget gerne lægge et par frugtlegemer ned så man kan se rør eller lameller
·         Der skal være tale om storsvampe, dvs. ikke laver, mikrosvampe eller meget små sæksvampe
·         Når du lægger fundene ind skal du ikke markere at de indgår i en særlig test. Det er vigtigt at de ligner alle andre fund. Af samme årsag må du heller ikke mundtligt gøre noget særligt ud af de fund der er lagt ind i forbindelse med vores test
·         Til gengæld må du meget gerne lave en lille fil med atlasnumre over de 10 svampefund, som du sender til undertegnede når du er klar til det
·         De tørrede svampe må meget gerne pakkes i de officielle atlaskapsler (findes i menuen (tre prikker) i det øverste højre hjørne ved fundvisning), men vigtigst er at atlasnummer fremgår tydeligt på hver indsamling. Sender du de tørrede svampe med posten så sørg for at de er pakket godt ind. Vi har desværre ikke mulighed for at refundere portoudgifter, men vil naturligvis holde dig opdateret med projektet

Send en mail til mig hvis du vil være med, eller hvis du har spørgsmål

vh Jacob
jheilmann-clausen@snm.ku.dk

04.09.2018

Hjælp os med gode habitatfotos!

Så kom regnen og med den svampene! Ikke mindst rørhattene har responderet på den lange tørre sommer og efterfølgende regn så vi nu kan vælte os i både almindelige og usædvanlige arter.  Imens arbehjder vi på at få lavet en atlasbog, og i den forbindelse vil vi meget gerne modtage gode fotos af svampelokaliteter. Så når I alligevel er ude at se på svampene, så løft hovedet og skyd nogle gode fotos af svampemiljøerne. Vi er særligt på udkig efter fotos af nedenstående (man andet kan måske også bruges). Send gerne fotos per email til jheilmann-clausen@snm.ku.dk: 


Lokalitet Fokus/pointe

Dueodde
nål på sand, mykorrhiza hotspot
Farø Tørt sandgræsland, hotspot for bugsvampe
Frendrup Skov, Himmerland fredet skov
Gærumhede græsland, hotspot græslandssavmpe
Bimosen, Sorø Sønderskov græsningsskov, mykorrhiza hotspot
Bimosen/Frederikshåb Made, Jægersborg Dyrehave/Romsø græsland, høj eng
Allindelille Fredsskov kalkrig bøgeskov, mykorrhiza hotspot
Broby Vesterskov kildekalk, mykorrhiza hotspot
Hygebjerggård/Bygholm Å græsland, hotspot græslandssavmpe
Melby Overdrev Tørt sandgræsland, hotspot for bugsvampe
Lyngby Åmose sumpskov, mykorrhiza hotspot
Navnsø/Tormål Udtørrende søbred med kær-jordtunge
Nivå lergrave, Døndalen, Bornholm/Vorsø etc fugtig skov med græslandssvampe, kratvoksettesamfund
Paradisbakkerne mosrig, boreal nåleskov, mykorrhiza hotspot
Præsteskoven Syfyn eller noget i den stil "Kaffeplet" - skovlysninge med lidt krat og højstatuder og køller mv
Suserup Skov løvskov med rig muldbund, hotspot for parasolhatte mv
Tågelund græsland, hotspot græslandssavmpe
Tisvilde Hegn nåleskov med dødt ved
Vejlø skov lav kysstskrænt med eg/bøg, mykorrhiza hotspot
Vennelsund søndeskov lav kysstskrænt med eg/bøg, mykorrhiza hotspot
Hvor som helst Løvskov på kalkbund
Hvor som helst Askemose
Hvor som helst Blandskov på tørvebund
Hvor som helst Løvskov på rig sortmuldet bund med prasolhatte
Hvor som helst Løvskov med lind
Hvor som helst Løvskov med avnbøg
Hvor som helst Brandplet
Hvor som helst levende hegn
Hvor som helst eksotiske arter (japan-pileurt, cryptomeria, douglas, lærk)
Hvor som helst Brandplet
Hvor som helst Mosrigt samfund med mostilknyttede svampe
Hvor som helst Tørgræsland
Hvor som helst fattigkær

26.06.2018

Gå på jagt efter egetunger og sumpsvampe

Tørken præger det meste af landet, og de fleste skove er tomme for kødede hatsvampe. Men savner man svampejagten er det nu man skal gå på jagt efter nogle af de enårige kødede hatsvampe, som ser ud til at blive stimuleret af det varme og tørre vejr. Ikke mindst har egetunge (https://svampe.databasen.org/taxon/11202) et forrygende år med mange frugtlegemer på de to klassiske lokaliteter, Suserup Skov ved Sorø, og Løgnor på Østlolland. Der er også meldt enkeltfund ind i år fra Krenkerup Haveskov og Jægersborg Dyrehave, men måske er den mere udbredt hvor der findes gammel eg? Andre store poresvampe der er meldt for nylig er sej fedtporesvamp, safrangul fedtporesvamp, ege-spejlporesvamp og kroghåret spejlporesvamp, så det er noget at lede efter derude. Er man mere til små svampe kan en tur i pilemose eller sumpskov anbefales, hvor der sker spændende ting på blotlagt dynd og ved. Således er det for nyligt blevet til første danske fund af den ret spektakulære mørkviolette skivesvamp Pachyella violaceonigra -

https://svampe.databasen.org/observations/9318237
   

22.05.2018

Mød Svampeatlas på Naturmødet i Hirtshals

Danmarks Svampeatlas er med på Naturmødet 2018, som foregår i Hirtshals 24-26 Maj: (http://naturmoedet.dk)

Du finder os i den centrale del af naturmødet (The village), hvor vi er del af stand 28, som præsenterer forskellige projekter fra Statens Naturhistoriske Museum, hvor forskere involverer befolkningen i undersøgelser af danmarks biologiske mangfoldighed.

Fra Danmarks Svanpeatlas deltager Tobias Frøslev og Jacob Heilmann-Clausen, og vi er på standen torsdag fra 16-18, fredag fra 12-15 og lørdag fra 9-11. Kom endelig forbi, hvis du vil vide mere om Danmarks Svampeatlas eller har spørgsmål Danmarks svampe i al almindelighed. Vi står klar til at demonstrere atlasportalen, og til at hjælpe dig med at bestemme dine svampe.


23.04.2018

Hvad kan man lære af ITS?

Bag denne lidt kryptiske overskrift gemmer sig det seneste tiltag vi har forsøgt os med i Danmarks Svampeatlas i forhold til at bestemme vanskelige indsamlinger. Som det nok er gået op for de fleste der har forsøgt sig med svampebestemmelse er det ofte meget vanskeligt at komme i mål med at sætte navn på de svampe man finder. Særligt vanskeligt er det med artsrige slægter, fx slørhatte, rødblade, trævlhatte og mørkhatte, men selv noget så trivielt og overskueligt som pigsvampe, kan få garvede eksperter til at trække opgivende på skuldrende. Problemet er at mange arter stadig ikke er beskrevet videnskabeligt, og mange andre er dårligt forståede eller næsten umulige at kende fra hinanden. For at blive lidt klogere på en række afvigende indsamlinger fra Danmarks Svampeatlas lavede vi i december en kontrakt med Balint Dima i Ungarn, om at få sekevenseret disse. Sekvensering vil sige at man analyserer en del af svampenes DNA kode, hvorefter man kan sammenligne med reference-koder fra databaser over svampe som tidligere er blevet undersøgt. Her kigger man typisk på en DNA-stump fra svampecellerne som i daglig tale kaldes ITS (internal transcribed spacer), og som erfaringsmæssigt er god til at adskille svampearter fra hinanden.

Vi sendte i december lidt mere end 150 indsamlinger til Ungarn, og i marts fik vi så en oversigt tilbage hvor ITS sekvenser fra indsamlingerne var matchet med svampenavne i forskellige databaser.

Blev vi så klogere?: Ja bestemt!  For det første blev vi helt sikre på forekomsten af en række arter i Danmark som tidligere var meldt ud med en vis usikkerhed. Det gælder for trist ridderhat, trævlhatten Inocybe xanthomelas samt rørhatten Neboletus xanthopus. Sidstnævnte er en dobbeltgænger til punktstokket indigorørhat, med finere stokpunkter, mere gult på stokken og forekomst med løvtræer på varm og rig bund. Se nærmere her: https://svampe.databasen.org/taxon/67744

Derudover kunne vi umiddelbart tilføje mindst ni arter til listen over danske arter, som alle har været vist på forsiden af atlas. Det drejer sig om 2 arter af rødblad (E. variabilisporum og E. viiduense), Vesterholts pigsvamp, en munkehat (M. humilis) samt ikke mindre end seks slørhatte (Cortinarius impennoides, C. lacustris, C. pseudodaulnoyae, C. castaneopallidus, C. confirmatus og C. exsularis).  Derudover kunne vi ombestemme en række andre indsamlinger, samt konfirmere bestemmelsen på andre.

Blev vi mere forvirrede? Ja i mange tilfælde blev vi ikke så meget klogere, men snarere forvirrede på et højere plan! En betydelig del af de svampe vi har sendt til Ungarn passer således ikke med nogle kendte arter. Nogle af disse er dog ikke ukendte af Balint og hans kolleger som for tiden arbejder intenst med slægten i et europæisk projekt. Forhåbenlig får mange af disse snart et navn. Andre af vores indsamlinger passer derimod ikke med noget i de databaser Balint har adgang til. Her aner vi ikke om indsamlingerne repræsenterer ubeskrevne arter, eller blot artsgrupper hvor der ednu ikke findes tilgængelige ITS sekvenser. Det gælder fx for denne flotte fluesvamp: https://svampe.databasen.org/observations/452430

Det bliver nok ikke sidste gang vi sender indsamling til sekvensering, men vi skal lige samle op på erfaringerne, og tage en dyb indånding inden vi kaster os ud på dybt vand igen.


12.03.2018

Laver på svampeatlas - nu mange flere med fotos!


Susanne Rabenborg har den sidste måneds tid arbejdet med at udvælge standardfotos på laver i Svampeatlas, og det kan ses! Alt i alt har over en 1/4 af de danske lavarter nu standardfotos, og af de almindelige, større arter har 3/4 nu standardfotos.

Helt generelt er vil vi dog opfordre lavkyndige svampefolk til at hjælpe med at godkende lavfund. Der ligger for tiden rigtig mange fund i validerings-bunken, som kun mangler få point for at blive godkendt. En del af disse har gode fotos som kan blive valgt som standardfotos, når fundet først er godkendt.

Og for os andre, der ikke ved så meget om laver handler det bare om at komme ud og tage rigtig gode fotos af de spændende laver. Især blandt de epifytiske skorpelaver findes der faktisk mange spændende arter der kan kendes på et godt foto. I hele basen ligger der pt kun fire fotograferede fund i slægten Opegrapha (bogstavlav), som er noget af det fineste og mest sirlige man kan finde i en gammel løvskov på denne årstid

02.03.2018

Årets konkurrencevindere 2017


Årets vindere af konkurrencer på Danmarks Svampeatlas 2017 er nu kåret - Det skete på Svampedagen på Geologisk Museum på Københavns Universitet den 24 februar. Vinderne er:

Hitjæger: Hanne Petra Katballe
Slider: Martin Vestergaard
Højdespringer: Jørgen Mikkelsen
Fornyer: Thomas Kehlet
Mobilrapportør: Thomas Bech
Arkivar: Jørn Kofod
Årets fund: Tobias Bøllingtoft med fund af Sortnende Skægtrøffel
(Rhizopogon villosulus)

Årests præmier er et diplom + et gavekort på 500 til Svampetryk. Flittige atlasbrugere vil måske undre sig over at der ikke er kåret en officiel vinder i konkurrencen "Flest arter" som kan findes i projektets konkurrence-menu: https://svampe.databasen.org/competitions/speciescount 

Vinderen af den uoficielle konkurrence blev i øvrigt Thomas Læssøe med 1342 års-arter, skarpt efterfulgt af Thomas Kehlet (906 årsarter) og Martin Vestergaard (798 årsarter). I alt 11 brugere rapporterede mere  end 500 arter i 2017. Det bliver spændende at se hvor mange der kommer over 500 og 1000 arter i 2018.

Vi må nok erkende at vi ikke har været så pædagogiske da vi oprettede en konkurrence-tæller for "flest arter", men sagen er at der aldrig har været en officiel konkurrence om flest års-arter, Det skyldes ganske enkelt at vi i selve atlasprojektet satsede på konkurrencer der fremmede aktivitet som var gavnlig for projektet. Vi satsede derfor på konkurrencer der skulle motivere folk til at få mange fund og med en god spredning over Danmark, og så blev der ikke plads til en konkurrence om at finde flest arter. Vi vil nu i atlasgruppen genoverveje om vi skal lave en "flest arter" konkurrence, men også andre tællere er under overvejelse.

Indtil videre opererer vi med de syv konkurrencer som er nævnt ovenfor, og som beskrives nærmere på konkurrence-siderne, hvor man også løbende kan følge med i sin placering. Se fx her:

https://svampe.databasen.org/competitions/highjumper



19.02.2018

Afgørelse af årets Atlaskonkurrencer, samt nyt om svampeatlas på Svampedagen 2018

Nu på lørdag afholdes den traditionsrige Svampedag på Københavns Universitet. Dagen byder på spændende foredrag, generalforsamling samt bogauktion. Dagens første egenlige programpunkt handler om Danmarks Svampeatlas.

Thomas Stjernegarrd Jeppesen og jeg vil give en status for projektet, præsentere de nye funktioner samt fremtidsplaner. Endelig, og ikke mindst, vil vi uddele præmier for atlaskonkurrencerne 2017!

Alle har kunnet følge med i atlaskonkurrencerne vi Svampeatlas, bortset far for Årets Svampefund som blev kåret ved nominering på Facebook/mail og senere afstemning via google docs (en model vi IKKE vil følge i 2018!). Der gælder dog følgende regler vedrørende præmierne som kan rykke ved den endelige uddeling:


  • Medlemmer af atlasgruppen kan IKKE vinde konkurrencer, bortset fra Årets Fund
  • Hver bruger kan højst vinde een konkurrence per år (bortset fra Årets Fund)
  • Data som er indtastet i Danmarks Svampeatlas med fuld løn indgår ikke i konkurrencerne   

Svampedagen er åben for alle svampeinteresserede, ikke kun medlemmer af Svampeforeningen - læs mere her:
http://www.svampe.dk/svampeforeningscmsset/wp-content/uploads/Svampedag-2018-L%C3%B8rdag-24.pdf

På vegne af atlasgruppen
Jacob Heilmann-Clausen

01.01.2018

Årets Fund 2017

Svampeåret 2017 er ved at rinde ud, og dermed er tiden inde til en kær gammel tradition - nemlig kåringen af årets svampefund! Kåringen af årets svampefund har været en (næsten) fast tradition siden Danmarks Svampeatlas løb af stabelen i 2004. I år har vi valgt at lægge nomineringen af fund ud i facebookgruppen Svampeliv, hvor alle brugere kan komme med gode forslag, eller stemme på andres forslag. 

Siden laver vi en officiel afstemning baseret på de nominerede fund. Denne afstemning vil være åben for brugere der har bidraget med mindst et fund i Danmarks svampeatlas i 2017

Foreløbigt er fem svampefund nomineret:


Rød gitterkugle (Clathrus-ruber) - DMS-9197553
Orange okkerporesvamp (Hapalopilus-ochraceolateritius) - DMS-9186514
Pose-slørhat (Cortinarius moenne-locozii) - DMS-9216501
Jadebæger Smørmosen DMS-9187764
Hypoxylon-ticinense - DMS-9233575

Vi ser frem til yderligere nomineringer - her eller på facebook og meget gerne ledsaget af begrundelser i individuelle facebook-opslag. Nomineringen af kandidater til årets fund er åben til og med 7 Januar 2018. For atlasbrugere der ikke er på facebook er der mulighed for at nominere fund ved at sende en email  til undertegnede, eller ved at kommenterer på denne blog-post.
 

Godt nyt svampeår til alle! - på vegne af atlasgruppen (Thomas Læssøe, Tobias Guldberg Frøslev, Thomas Stjernegaard Jeppesen og Jens H. Petersen)

Jacob Heilmann-Clausen (jheilmann-clausen@snm.ku.dk)