28.08.2019

Gråbrun skærmhat søges

Gråbrun skærmhat (Pluteus cinereofuscus) blev oprindelig beskrevet af den Danske mykolog Jakob E. Lange. Det har nu vist sig at navnet har været anvendt på adskillige biologiske arter i Europa, og at vi derfor skal have styr på præcis hvilken art der bør hedde Pluteus cinereofuscus. Derfor søger vi gode indsamlinger af arten, helst fra Danske løvskove, meget gerne Fynske bøgeskove og optimalt fra Fruens Bøge i Odense. Det var nemlig herfra arten blev beskrevet baseret på en indsamling gjort den 9 september 1895 - se http://www.daim.snm.ku.dk/Flora-Agaricina-Danica-details-dk?FAD=71g

Den oprindelig tavle viser en slank og elegant skærmhat, med hvid silkefibret stok, og en grå, lidt mørkpuklet hat, og det fremgår at den voksede i dybt bøgeløv. Egnede indsamlinger bør matche disse kriterier så vidt som muligt, hvilket faktisk ikke er tilfældet med ret mange af de fund som ligger på svampeatlas: https://svampe.databasen.org/taxon/18892

Finder du noget som passer, så læg fundet på svampeatlas, og tør med det samme hele indsamlingen i tørreaaparatet, i en solbeskinnet vindueskarm eller på anden passende vis. Men det er vigtigt at svampene ikke bliver for varme, idet temperaturer over ca 40 grader kan ødelægge DNA.

Send dernæst meget gerne en e-mail til jheilmann-clausen@snm.ku.dk eller tag mig på fundet inde i svampeatlas (tast @jhc i forum)


23.08.2019

Adgang til atlasnøgler og bestemmelseshjul

Vi har netop oprettet en åben mappe i google drive, hvor vores atlasnøgler kan findes sammen med bestemmelseshjul fra den netop publicerede Nordeuropas Svampe. Lige nu findes alle bestemmelshjul tilgængelige i en samlet PDF fil, mens atlasnøglerne ligger i nogle ikke helt opdaterede versioner fordelt på fire PDF filer. Vi vil snart begynde at lægge opdaterede bestemmelsesnøgler op, så hold øje med siden løbende. Vi modtager meget gerne input til nøglerne, både i form af generelle kommentarer, specifikke rettelser og gode forslag. Send en mail til den nøgleansvarlige forfatter, eller skriv dine kommentarer på et printout, som vi kan få ved lejlighed, eller per brev.

Du finder nøgler og hjul her:
https://drive.google.com/drive/folders/1CwkuHbRhjKs78rvB3knurhXS-Z6-6ByY

mvh

Jacob - jheilmann-clausen@snm.ku.dk
Jens - jehshp@icloud.com
Thomas - thomasl@bio.ku.dk
Tobias - tobiasgf@bio.ku.dk

19.08.2019

Nu kommer svampene

Kombinationen af sommervarme i Juli, og rigelig regn i August har for alvor sat gang i svampene mange steder i landet - og vi håber på mange gode fund derude fra! Husk at dokumentere jeres fund med gode fotos - så er chancen for at få dem bestemt korrekt meget større.

Ud over det helt banale med at tage skarpe og velbelyste fotos handler det om:


  • At få både unge og gamle frugtlegemer med på foto (hvis muligt)
  • At vise både hat, lameller og evt. slør. læg gerne et par svampe ned - både unge og gamle
  • At fotografere i medlys (ikke modlys) og skygge for direkte sollys, fx med sin egen krop
  • Handler det om rørhatte eller slørhatte, er det et must med et gennemskåret yngre eksemplar, så man kan se farvereaktioner, orange korn i stokbasis mv. Gennemskær frugtlegemet på langs, så stokbasis er synlig!


Mange moderne mobiltelefoner tager glimrende fotos, hvis man er lidt omhyggelig, men man kommer naturligvis længst med et godt kamera på stativ og lange lukketider

Finder men noget som ser spændende og ukendt ud, så gem gerne frugtlegemerne i en æske eller pose i køleskabet. Måske er der behov for et såkaldt belæg, som består af tørrede frugtlegemer som kan vise mikroskopiske karakterer. Tørring kan alt efter svampens størrelse foregår i en solbeskinnet vindueskarm, over en radiator eller i et særligt tørreapparat. Tør aldrig svampe med høj varme (over ca 40-50 grader) da det ødelægger DNA

mvh Atlasgruppen