04.12.2017

Er du klar på klar bævretop?

Vinteren er over os og det tynder ud i hatsvampene. Så længe frosten ikke er slået til, er der dog masser af vedboende bævresvampe, poresvampe og barksvampe at kigge på. Og også epaulethatte mv for den lamelglade. For dem der godt kan lide bævresvampe er der gode muligheder for at finde nye danske arter.

Et nyt studie har nemlig vist at klar bævretop (Myxarium nucleatum) som vi kender den, er et artskompleks som dækker over fire arter i Norden. Indtil videre er kun to af disse kendt i Danmark.

Det er ikke helt nemt at kende de fire arter fra hinanden, men vigtige karakterer er forekomsten af hvidlige korn, frugtlegemets farve og sporernes facon. Derudover er der tilsyneladende økologiske forskelle. Her er et bud på en nøgle for den nysgerrige som gerne vil finde spændende vintersvampe: 



1a) Veludviklede, sammenvoksede frugtlegemer med tydelige indre hvide > 0.4 mm store ugennemsigtige gryn - 2
1b) Veludviklede frugtlegeme helt uden, eller med meget små hvide gryn - 3

2a) Frugtlegemer hvidlige til lyst okker; hvide gryn altid tydelige; sporer pølseformede, 8.5-14 x 3,5-5 µm; på døde grene og stammer af løvtræer, særligt lind; almindelig. -  klar bævretop (M. nucleatum)
2b) Frugtlegemer okker til lyst brune, evt falmende til hvidligt; hvide gryn kun tydelige i sammenvoksede frugtlegemer;  sporer pølseformede, 10-16 x 4-6 µm; på løvtræ, antageligt almindelig  men sammenblandet med ovenstående - ”grynet bævretop” (M. hyalinum)

3a) Sporer smalt pølseformede, 9-14 x 3-5 µm, gnmst. Q = 2.7-3; frugtlegeme < 15 mm bredt, hvidligt til gulligt, uden makroskopisk synlige gryn; på dødt ved af løvtræer, særligt bævreasp; ikke kendt fra DK. - M. populinum
3b) Sporer pølseformede, 10-14 x 4-6 µm, gnmst. Q = 2.4-2.5; frugtlegeme < 8 mm bredt, hvidligt til gulligt, uden makroskopisk synlige gryn; på døde, ofte enendu fastsiddende grene af løvtræer, typisk i ar fra kernesvampe; ikke kendt fra DK - M. cinnamomescens


Link til artiklen findes her: http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/njb.01601/epdf

Ingen kommentarer:

Send en kommentar