12.09.2022

Opdatering af svampeatlas app.

I denne uge lanceres en ny version af Svampeatlas appen (version 2), og denne gang med ganske væsentlige ændringer og forbedringer. Mest væsentligt er: 1) Ændret indberetningsflow. Vi har byttet om på rækkefølgen når man opretter et nyt fund, så man starter med lokalitet, dernæst vælger habitat, substrat og vært for til sidst at vælge art. Ændringen skyldes først og fremmest at vi snart vil lancere en ny forbedret version af vores billedgenkendelses AI, som vil give bedre artsforslag baseret på data om habitat og substrat. Ønsker du fremover at starte med at få et artsforslag kan du stadig bruge funktionen navneforslag i sidemenuen.
2) Mulighed for at låse lokalitetnavn og koordinater. Vi har gjort det muligt at låse lokalitetsnavn og eventuelt også fund-koordinater, hvis man indberetter mange fund fra den samme lokalitet, eller fra et enkelt hotspot. Dermed kan man spare tid og batteri i felten og samtidigt få mere konsistente lokalitetsnavne på dine fund. Funktionen kan nulstilles manuelt eller automatisk efter en time.
3) Forenkling af notesbogfunktion. Vi har nu opdateret notesbogfunktionen så den ikke kan anvende AI til artsbestemmelse eller søge efter lokalitetsnavne når du opretter nye noter. Du kan stadig vælge artsnavne fra din artsliste på telefonen og tilføje metadata, men AI og valg af lokalitet aktiveres først når du åbner fundet fra notesbogen igen for at redigere det inden du oploader det til Svampeatlas. Formålet med ændringen er at spare tid og batteri i felten, så du udelukkende kan koncentrere dig om at oprette svampefund. Koordinater kobles enten til de foto du tilføjer i notesbogen eller din placering når en ny fundnote oprettes uden foto. Husk derfor at tage fotos eller oprette noter lige der hvor din svamp er fundet.
Derudover er der gennemført en række mindre forbedringer og bug fixes. Man kan igen søge arter ved hjælp af 3 + 3 koder (fx ama mus for Amanita muscaria), ligesom billedvisning på artspræsentationer er forbedret.
Den nye version er allerede ude til Android, og kommer senere i dag til Apple. Vi håber de vil fungere perfekt, men oplever i bugs så hører vi gerne om det. I løbet af ret kort tid lancerer vi en version 2.1. med forbedret billedgenkendelse. Den glæder vi os til!
ADVARSEL: Ved opdatering af app-versionen slettes alle fund i notesbogen, så sørg for at få uploades alle fund inden du opdaterer appen (eller inden den gør det automatisk)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar