01.01.2018

Årets Fund 2017

Svampeåret 2017 er ved at rinde ud, og dermed er tiden inde til en kær gammel tradition - nemlig kåringen af årets svampefund! Kåringen af årets svampefund har været en (næsten) fast tradition siden Danmarks Svampeatlas løb af stabelen i 2004. I år har vi valgt at lægge nomineringen af fund ud i facebookgruppen Svampeliv, hvor alle brugere kan komme med gode forslag, eller stemme på andres forslag. 

Siden laver vi en officiel afstemning baseret på de nominerede fund. Denne afstemning vil være åben for brugere der har bidraget med mindst et fund i Danmarks svampeatlas i 2017

Foreløbigt er fem svampefund nomineret:


Rød gitterkugle (Clathrus-ruber) - DMS-9197553
Orange okkerporesvamp (Hapalopilus-ochraceolateritius) - DMS-9186514
Pose-slørhat (Cortinarius moenne-locozii) - DMS-9216501
Jadebæger Smørmosen DMS-9187764
Hypoxylon-ticinense - DMS-9233575

Vi ser frem til yderligere nomineringer - her eller på facebook og meget gerne ledsaget af begrundelser i individuelle facebook-opslag. Nomineringen af kandidater til årets fund er åben til og med 7 Januar 2018. For atlasbrugere der ikke er på facebook er der mulighed for at nominere fund ved at sende en email  til undertegnede, eller ved at kommenterer på denne blog-post.
 

Godt nyt svampeår til alle! - på vegne af atlasgruppen (Thomas Læssøe, Tobias Guldberg Frøslev, Thomas Stjernegaard Jeppesen og Jens H. Petersen)

Jacob Heilmann-Clausen (jheilmann-clausen@snm.ku.dk)

20.12.2017

Svampeatlas - nu med ny forside og statistikker

Vores faste brugere har næppe kunnet undgå at bemærke at Svampeatlasset har fået ny forside, som præsenterer atlasportalen for udenforstående blandt andet med nøgletal om projektet. Her kan man læse at vores database nu indeholder over 700.000 fund af 7373 svampearter gjort af 1057 rapportører. Desuden kan man finde en uddybende projektbeskrivelse, oprette sig som bruger eller søge på fund af arter. Logger man ind kommer man videre til den sædvanlige infratruktur med personlig side, søgeformular, svampebog og mulighed for at lægge nye fund ind. Den gamle forside på http://www.svampeatlas.dk/ findes stadig, men vil blive nedlagt efter yderligere justeringer af den nye forside. Blandt andet skal vi have lavet en ny infrasstruktur for atlasnøgler, svampehjul mv.

En anden, men mere skjult nyskabelse er en ny side med statistik over aktivitet i svampeatlasset. Siden findes i sidemenuen under "statistik" eller på dette link: https://svampe.databasen.org/metrics
Her kan man få indsigt i aktivitet på atlasset det sidste år. Fx kan man se at svampesæsonen i år toppede i uge 38, hvor der blev indlagt 3455 fund af 860 svampearter. Desuden kan man se at mange deltager i den interaktive fundvalidering. Igennem hovedsæsonen blev der hver uge afgivet mere end 1000 stemmer på svampebestemmelser. De fleste uger har mere end 25 atlasbrugere bidraget til processen, med en top på 54 brugere i uge 42. De sidste uger har der endda været større aktivitet med validering end med rapportering af nye fund, hvilket tyder på der nu bliver ryddet op i gamle hængepartier. Har du lyst til at deltage kan du justere båndet med "fund til validering" ved at skrive sin yngligssvampegrupper ind i feltet "filtrér til artsgruppe(r)" og trykke på "Opdater". Overordnet tyder statistikkerne på at vores model for interaktiv validering er blevet taget vel imod. Tak for det!

Vi arbejder stadig med mindre justeringer og forbedringer af svampeatlasset, som vi vil informere om løbende. Men først vil vi åbne for nomineringer af årests svampefund 2017 - så følg med her og på facebook!

På vegne af atlasgruppen (Tobias Guldberg Frøslev, Jens H. Petersen, Thomas Læssøe,Thomas Stjernegaard Jeppesen og Jacob Heilmann-Clausen)   

05.12.2017

Sidste udkald for blæksprutter og tverfarvet ametysthat

I sommers efterlyste vi indsamlinger af tvefarvet ametysthat, ribbestokket rørhat og blækspruttesvamp til franske kolleger, der undersøger populationsstruktur hos disse arter. Vi har modtaget 17 indsamlinger - mange tak for det! Indsamlingerne sendes til Frankrig inden jul. Hvis der er nogen der stadig ligger inde med relevante indsamlinger af de nævnte arter er det derfor sidste udkald. Skriv I så fald en email til undertegnede så jeg ved der kommer mere.

Jacob (Jheilmann-clausen@snm.ku.dk)

04.12.2017

Er du klar på klar bævretop?

Vinteren er over os og det tynder ud i hatsvampene. Så længe frosten ikke er slået til, er der dog masser af vedboende bævresvampe, poresvampe og barksvampe at kigge på. Og også epaulethatte mv for den lamelglade. For dem der godt kan lide bævresvampe er der gode muligheder for at finde nye danske arter.

Et nyt studie har nemlig vist at klar bævretop (Myxarium nucleatum) som vi kender den, er et artskompleks som dækker over fire arter i Norden. Indtil videre er kun to af disse kendt i Danmark.

Det er ikke helt nemt at kende de fire arter fra hinanden, men vigtige karakterer er forekomsten af hvidlige korn, frugtlegemets farve og sporernes facon. Derudover er der tilsyneladende økologiske forskelle. Her er et bud på en nøgle for den nysgerrige som gerne vil finde spændende vintersvampe: 



1a) Veludviklede, sammenvoksede frugtlegemer med tydelige indre hvide > 0.4 mm store ugennemsigtige gryn - 2
1b) Veludviklede frugtlegeme helt uden, eller med meget små hvide gryn - 3

2a) Frugtlegemer hvidlige til lyst okker; hvide gryn altid tydelige; sporer pølseformede, 8.5-14 x 3,5-5 µm; på døde grene og stammer af løvtræer, særligt lind; almindelig. -  klar bævretop (M. nucleatum)
2b) Frugtlegemer okker til lyst brune, evt falmende til hvidligt; hvide gryn kun tydelige i sammenvoksede frugtlegemer;  sporer pølseformede, 10-16 x 4-6 µm; på løvtræ, antageligt almindelig  men sammenblandet med ovenstående - ”grynet bævretop” (M. hyalinum)

3a) Sporer smalt pølseformede, 9-14 x 3-5 µm, gnmst. Q = 2.7-3; frugtlegeme < 15 mm bredt, hvidligt til gulligt, uden makroskopisk synlige gryn; på dødt ved af løvtræer, særligt bævreasp; ikke kendt fra DK. - M. populinum
3b) Sporer pølseformede, 10-14 x 4-6 µm, gnmst. Q = 2.4-2.5; frugtlegeme < 8 mm bredt, hvidligt til gulligt, uden makroskopisk synlige gryn; på døde, ofte enendu fastsiddende grene af løvtræer, typisk i ar fra kernesvampe; ikke kendt fra DK - M. cinnamomescens


Link til artiklen findes her: http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/njb.01601/epdf

01.12.2017

44.500 Museums-laver nu i Svampeatlas

44.500 indsamlinger af danske laver fra Statens Naturhistoriske Museum er nu gjort tilgængelige på Svampeatlas.

Det har taget to år og rigtig mange mandetimer at gennemgå og digitalisere museets samlinger. Alle indsamlinger er blevet forsynet med entydige stregkoder som de kendes fra varer i supermarkedet, og etiketternes oplysninger er aflæst og overført til en database, der nu er fusioneret ind i Svampeatlas.

Hermed er taget det første vigtige skridt mod at samle vores viden om de danske lavers forekomst i én database og at gøre denne viden tilgængelig. Ligesom det gælder for øvrige fund i Svampeatlas er de mange lavfund internationalt tilgængelige via den globale biodiversitetsfacilitet (GBIF), som synkroniseres med Svampeatlas en gang om ugen. Fremover vil der blive arbejdet på at inkludere også alle trykte kilder til lavers forekomst i Danmark.

Projektet, der også inkluderer en hjemmeside på SNM med links til den danske likenolog Olaf Galløes illustrationer af danske laver, er støttet af 15. juni Fonden.


Ulrik Søchting og Christian Lange

21.11.2017

Svampeatlas 2.0 - nu med bedre mulighed for at dele fund

Siden starten af November har vi haft glæde af at kunne trække på Thomas Stjernegaard Jeppesen - programmøren bag Svampeatlas.dk / svampe.databasen.org. Og i går kunne vi så lancere vores nye system til forbedret interaktion, som vi håber I vil tage godt imod.
Når man er logget ind på svampeatlasset vil man nu se et lille ikon med en klokke ligesom det kendes fra facebooks messenger, på LinkedIn og mange andre steder. Ovenpå dette kan der være en lille rød cirkel med et tal på, som indikerer at der er sket et eller andet med de fund man har noget at gøre med. Hvis man klikker på cirklen kan man se sine notifikationer.
Du får notifikationer, for fund som du følger, hvilket sker automatisk hvis:
• du er finder eller indtaster på et fund
• du har kommenteret et fund
• du har foreslået en bestemmelse til et fund
• nogen har “nævnt” dig i en kommentar til et fund
Notifikationerne kommer hvis:
• nogen har kommenteret et fund du følger
• nogen har nævnt dig i en kommentar til et fund
• et fund du følger er blevet stemt op > 80 (godkendt)
• et fund du følger er blevet ekspert-godkendt
For at “nævne” folk i en kommentar trykker man @ og så dukker en liste over brugere op. Eksempelvis @jhp eller @ulrik (både navn og initialer virker).
Hvis man ikke længere ønsker notifikationer fra et fund, er der en knap med en klokke med en streg over - den sletter dit “abonnement” på fundet. Hvis du interagerer med fundet igen senere, bliver du på ny “abonnent”.
På vegne af atlasgruppen - Thomas Læssøe, Tobias Guldberg Frøslev, Jens H. Petersen og Jacob Heilmann-Clausen

20.07.2017

Efterlysning af indsamlinger til videnskabeligt studie

Nogle franske kolleger er meget interesseret i indsamlinger af tvefarvet ametysthat (Laccaria bicolor), blækspruttesvamp (Clathrus archeri) og ribbestokket rørhat (Aureoboletus projectellus) til studier af disse arters populationsstruktur. Send meget gerne tørret matweriale til undertegnede:

Jacob Heilmann-Clausen

Center for Makroøkologi, Evolution og Klima
Statens naturhistoriske Museum
Universitetsparken 15
DK-2100 København Ø

Denmark